Hej! Mit navn er Ida.

Jeg er passioneret fotograf fra København. Jeg elsker at observere verden omkring mig, fange de særlige øjeblikke og skabe minder gennem mit kamera. Min kærlighed til fotografering går langt tilbage – første gang jeg havde et kamera i hånden, var som 6‑årig på toppen af fjeldet Bitihorn i Norge, hvor jeg lånte min mors spejlrefleks og tog mit første billede. Interessen for fotografering fortsatte, og i 2020 opgraderede jeg mit kameraudstyr og kastede mig ud i virkelig at forstå sammenhængen mellem lys, komposition og kamerateknik – alt det, der tilsammen skaber et godt billede.

Min passion for fotografering er også tæt forbundet med min kærlighed til at rejse og opleve nye afkroge af verden. Jeg er særligt draget mod den vilde og utæmmede natur; de store, rå og majestætiske landskaber – dér, hvor man kan føle sig lille bitte som menneske på den bedst mulige måde.

I 2024 købte jeg min første drone, og den er nu en fast del af rygsækken, når jeg skal ud og fotografere. Jeg elsker, hvordan dronen åbner op for helt nye perspektiver og muligheder. Jeg er sidenhen også blevet certificeret dronepilot.