Along the Ice Edge - Svalbard til Island
I juni måned pakker jeg alt vintertøjet og flyver til Svalbard. 78° nord, hvor solen ikke går ned hele sommeren. Svalbard byder smukt velkommen med solskin, storslåede fjelde og imponerende gletsjere - en udsigt ud af flyvinduet der var nem at fortabe sig i. Jeg er fløjet til Svalbard for at sejle med Tilvera Expeditions fra Svalbard til Island, ned langs havisen ud for Grønlands østkyst - en ekspedition på mere en 1000 sømil.
De første to dage, inden påmønstringen af Tilvera, viser vejret sig fra en lidt anden side. Så langt nordpå kan selv en sommerdag byde på snevejr. Skyerne ligger tungt over Longyearbyen og fjeldtoppene er sjældent synlige. Jeg får derfor besøgt samtlige af Svalbards mange outdoor butikker, hvor jeg bliver en tyk sweater rigere, og jeg besøger bl.a. Svalbard museet og Husky cafeen. Lidt udendørs oplevelser kommer jeg dog også på, da jeg tager på en foto-tur til Bjørndalen,. Her er jeg så heldig at få billeder af både et Svalbard rensdyr og en polarræv der var ved at smide sin vinterpels.
Den første dag på ekspeditionen starter med påmønstring kl. 12. En times tid senere sætter vi sejl og sejler fra Longyearbyen, vestpå og ud af Isfjorden. Efter et par timers sejlads med kig til fjelde gletsjere i det fjerne og Barentsburg, den Russiske mineby, vender vi stævnen mod nord og sejler op mellem Spitsbergen og Prins Karls Forland. Første stop er Dahlbreen. Solen står stadig højt på himlen, kl. er 11 om aftenen og da vi kommer tæt på gletsjeren ændre havet sig til en grødet masse af is og sediment. Vi slukker motoren og glider igennem grødisen. Nu er lydbilledet et andet: små isklumper rammer Tilveres køl og der er en konstant knitren fra luftboblerne der frigives fra den smeltende is. En gang i mellem lyder der også høje brag, når gletsjeren kælver.
Det er med kroppen fuld af adrenalin at jeg for første gang på turen får sat drone op fra båden. Det er imponerende at se landskabet fra oven og det bliver endnu tydligere hvor små vi og Tilvera er.
At være midt i dette fantastiske og dramatiske landskab er en kæmpe oplevelse. Men det er også med en klar bevidsthed om, at Arktis er det sted, hvor klimaforandringer mærkes allerstærkest. Her opvarmes kloden næsten fire gange hurtigere end det globale gennemsnit, hvilket medfører en hastig forandring af landskabet og påvirker dyrelivet, der kalder Arktis deres hjem.
Efter 5-6 timers søvn vågner jeg op til at vi har lagt os for anker ved en lang sandtange. Himlen er blå både fjelde og gletsjere spejler sig i det blikstille vand. Der er to andre både i nærheden, men vi er de første oppe, her kl. 7 om morgenen. Morgenmaden må vente lidt endnu, da vi tager zodiakken over til sandtangen hvor en koloni af hvalrosser holder til. De fleste ligger og daser i solen, men et par stykker slæber deres store, tunge kroppe ud i vandet og svømmer tættere på hvor vi står, tydeligt nysgerrige.
Tilbage på Tilvera sejler vi videre nord på. Næste destination er Kongsfjorden og Ny Ålesund - verdens nordligste faste beboelse og en international forskningsstation for polarforskning. Der er stor begejstring for at komme lidt i land og se byen, og særligt denne lille butik med souvenirs og massere er uldtøj bliver der talt varmt om. Da vi komme ind til byen, ser jeg et par mennesker stå for enden af en række huse og kigge i kikkert ud over vandet. Jeg tænker at de måske kigger på rensdyrene der går og græsser. Men da jeg når hen til dem, fortæller de at der er en Isbjørn ude i fjorden som er ved at svømme over til en lille ø. Jeg finder de andre fra Tilvera i butikken og får fortalt, at der er en Isbjørn i nærheden. Det kræver lige, at de får det fortalt et par gange, før de rigtig tror på det. Herefter løber jeg og en af de andre tilbage til båden, for at få fat på den store telezoom til kameraet. Efter en længere sprint, finder vi, godt forpustede, et sted med udsigt til den lille ø, hvor vi kan se isbjørnen vandre rundt. Efter lidt tid bevæger den sig ud af en lille sandtange og svømmer tilbage over mod byen, hvor den bliver skræmt væk.
Tilbage på Tilvera er alle helt høje på oplevelsen. Vi spiser aftensmad og sejler så ud af Kongsfjorden - med kurs stik vest, mod Grønland og havisen. Nu starter vagtsystemet - 4 timer på, 8 timers fri. Jeg får vagten fra 4-8, så jeg går i seng umiddelbart efter aftensmaden, da jeg skal tidligt op næste morgen.
Vækkeuret ringer kl. 03.50, jeg kaster mig i al det varme tøj og går op i styrehuset. Vejret er overskyet men stille. Agterud kan vi stadig skimte Svalbard i horisonten. Vi skiftes til at styre båden og øver os i at holde kursen. Flere gange i løbet af dagen ser vi finhvaler - det næstestørste dyr i verden, kun overgået af blåhvalen. Ofte er det første tegn en masse fugle der cirkulere omkring det samme områder, efterfulgt af et stort sprøjt lodret op i luften. Herefter ser vi en sort ryg og rygfinde der bryder vandoverfladen. I et af vores møder med finhvalerne, er båden omringet af 5-6 stk. der nysgerrigt svømmer langs med båden, helt tæt på - vildt!
De næste mange dage til søs flyder lidt sammen, tiden går langsomt og det der skiller dagene mest ad er vejret. Nogle dage skal man bare overleve og tanken “hvad fanden er det jeg har rodet mig ud i” dukker op en gang i mellem. Vinden blæser og bølgerne er høje. Det er en akrobatisk øvelse at komme i tøjet om morgenen, mens jeg bliver kastet frem og tilbage mellem køjen og væggen, samtidig med af døren sving op og i hele tiden. Det eneste der dur er at stå oppe i styrehuset med blikket rettet mod horisonten eller at ligge i kahytten og forsøge at få sovet lidt, mens tyngdekræften med jævne mellemrum slipper sit tag i mig.
Andre dage er helt stille. Tågen ligger tykt over havet og det er som at sejle i en osteklokke, med en sigtbarhed på 25-50 m. Det er specielt at ligge og sejle helt tæt på havisen, langt ud på det arktiske ocean, og når vi kigger på AIS systemet er det tydeligt at vi er de absolut eneste der har valgt denne rute - der er 100-vis af sømil til nærmeste båd.
Der er langt i mellem, at vi ser dyrelivet - men når vi gør, er alle hurtigt oppe på dækket og entusiasmen tydelig at mærke. Det er her vi mærker at vi er på en helt speciel ekspedition. Vi ser grønlandssæler flere gange - én gang en enorm koloni som ligger og slapper af på havisen. Set oppefra med drone, ligner det næsten et abstrakt kunstværk. Vi ser også døgling hvaler, en meget speciel hval med en meget flad pande og et langt “næb”.
Efter 9 dage til havs, er der endelig land i sigte - vi kan skimte det nordlige Islands fjelde i horisonten. Vi bliver modtaget af delfiner der svømmer foran stævnen og springer højt ud af havet i horisonten, med sneklædte fjelde som baggrund. Vi lægger til ved Grimsey, en lille ø med ca. 103 indbyggere, der 40 km nord for Island, lige præcis ligger på den arktiske cirkel. Det er både skønt og mærkeligt at have fast grund under fødderne igen. Kroppen har vænnet sig til at omgivelserne er i konstant bevægelse. Selv med et helt stabilt underlag, føles det nu som om at alt gynge - en syret oplevelse. Grimsey er kendt for at være et populært ynglested for fugle, så efter aftensmaden ombord på båden, går turen op til de højeste klipper på østsiden af Grimsey - på jagt efter portrætter af lunder.
Først skal vi dog lige op over græsengene der er hjem for de mange arktiske terner på øen. De er ikke glade for besøg, selvom vi går forsigtigt på stien, cirkler de skræppende over os og dykker ned i mod os. Vi skynder os igennem ternernes territorie, men når også lige at fange et par billeder af dem på vingerne og med varme solstråler som baggrund. Vi møder også de sødeste får - og jeg skal selvfølgelig også lige have et billede af dem.
Vi vandre langs med klippekanten på østsiden af Grimsey, og stopper ca. hver 30 meter. Ned og ligge i det dybe græs for at komme i øjenhøjde med lunderne. Op og ned igen og så lidt videre hen til det næste sted. Efter 4-5 timers fotografering og traven frem og tilbage og op og ned i dybt græs med usynlige huller, er knæende godt trætte (måske isæt fordi jeg har været så inaktiv i ombord på båden i 9 dage) og sd kortet er fyldt godt op med portrætter af lunder. Endelig er det lykkedes af få nogle gode billeder af de søde fugle og jeg er glad og meget træt da jeg ligger hovedet på hovedpuden tilbage på båden kl. 1 om natten.
Næste dag er vores sidste dag til søs, og kursen er sat mod Húsavik. Vi sejler ind i Skjalfandi bugt langs østsiden, her rejser fjeldene sig stejlt lige op af havet i brune og grønne nuancer med sneklædte toppe. Flere steder falder vandfald direkte ud over fjeldsiderne og ned i havet. Vejret er stille og solen skinner, så da vi ligger stille helt tæt på land, sætter jeg dronen op for at få et billede af Tilvera med fjelde og vandfald i baggrunden. Det lykkes at få nogle gode billede, men på kort tid er det blæst op og dronen kommer med vind advarsler. Jeg skynder mig at få den ned og hen til båden - det er med massere af adrenalin i kroppen at jeg får bakket dronen ind til siden af både mens både båd og drone skubbes rundt i vinden. Jeg får fanget dronen og den er sikkert nede. Pyha, det var den vildeste landing!
Efter det er blæst op kommer pukkelhvalerne frem. Vi står alle på udkig rundt omkring på båden og råber op når der spottes en pukkelhval. Vi bliver forkælede. I lang tid dukker der med jævne mellemrum en pukkelhval op af havet - først en mørk ryk efterfulgt af en sort halefinde med hvid underside.
Den sidste aften aften ombord på Tilvera fejre vi med langbordsmiddag på dækket i aftensolen, med Húsaviks kirke og en fjeldside klædt i lilla lupiner som baggrund. Efterfølgende er vi på rundtur i North Sailings og Ocean Missions lokaler på haven og kl. 22 går vi nogle stykker op til Geo Sea. Geo sea ligger ved siden af Húsaviks fyrtårn, højt oppe med udsigt over fjorden. Vi ligger længe i det varme vand og nyder udsigten. En gang i mellem kan vi se ryggen af en hval ned i fjorden - magisk! Da vi ved midnat, som de sidste kommer ud af geo sea er midnatssolen kommet ned under skyerne og står nu som en stor rød kugle lige over horisonten. Den perfekte afsked til Húsavik og 13 dages eventyrlig sejllads ombord på Tilvera.
